Livet er én lang prøvelse – de stærke overlever – de svage. Ja, hvad bliver der af dem? De bevæger sig i periferien med sagte fodtrin som efterlader dybe spor af sorg, angst – lyden af at være fortabt. Hvis man ikke stopper op og kigger efter, vil de forsvinde lige så hurtigt som de er kommet.
Som dagene bevæger sig hastigt forbi, lærer barnet hurtigt hvordan det ikke skal ende sådan, og udnytte sine evner – hvad end de er der eller ej, og derefter holde blikket fastlåst mod en usynlig mur, hvor ligegyldige gøremål er klistret op, som små noter der skal huskes. Klistret op med kontaktlim, som helst ikke skal kunne give efter for noget. Hvis det skulle ske at det løsner sig fra muren, som prøver at holde grebet stramt om de vilkår som er blevet givet én – for man er vel privilegeret – og falder støt mod asfalten, vil det give et øredøvende brag som kun kan høres af ejermanden. De omkringliggende omgivelser vil bevæge sig videre med lynets hast som om intet er sket og vil ikke ænse det. Blikket fastholdes på skriften på papiret, som ligger der helt nøgent på den glohede asfalt og teksten giver ekko i hovedet: ”Hvad er DIT mål?”. Det føles som evigheder, hvor ens puls rammer højdepunktet og kroppen sitrer.
Men tilbage er ingenting.
Lidt om mig og min lille historie
15 år siden