fredag den 5. december 2008

Tanker om hjulene på bussen

Det er lidt sjovt. Jeg ved hvad der skal ske og det er ikke rart for nogen parter - men alligevel sidder jeg med en følelse, der nemt kan betegnes som glæde. Jeg har egentlig ikke noget godt svar på hvorfor jeg føler mig indifferent og nærmest, ja, lykkelig.

Det sker ikke nu.. Det ved jeg. Men det føles godt at tænke på, at det sker en dag og der kun vil stå 'mig' tilbage. Mit inderste jeg. Når alle lænker er væk. Når jeg står der, alene. Helt alene.

.......

Jeg ved at der gemmer sig et 'mig', som vil erobre verden hvis det får lov. Jeg vil give det lov.

torsdag den 16. oktober 2008

En klistret følelse

Følelsen af at være skuffet rammer én i ansigtet som en kold klud på en grå snevejrsdag. Snefnugene fyger om hovedet på én og kluden strammes til om ansigtet og efterlader en kold, våd og fugtig følelse, i det man febrilsk prøver, at flå den af. Men følelsen bliver der. På den ene eller den anden måde prøver man at få den til at forsvinde. Med undskyldninger; ikke for sig selv, men for andre. Med had; "Det er de også selv uden om. I'm better off without." Og sådan fortsætter spiralen af følelser skabt af ligegyldigheder i en ligegyldig verden. For hvad betyder det om liv ændres, venskaber mistes eller oprettes? Vi lever stadig videre gør vi ikke? Nogle ting kan ændres. Andre burde ikke ændres. Andre burde kæmpes for! Hvornår beslutter man så, hvornår, og ikke mindst hvordan, der skal gribes ind?

mandag den 8. september 2008

Did anyone really see the writing on the wall?

Livet er én lang prøvelse – de stærke overlever – de svage. Ja, hvad bliver der af dem? De bevæger sig i periferien med sagte fodtrin som efterlader dybe spor af sorg, angst – lyden af at være fortabt. Hvis man ikke stopper op og kigger efter, vil de forsvinde lige så hurtigt som de er kommet.
Som dagene bevæger sig hastigt forbi, lærer barnet hurtigt hvordan det ikke skal ende sådan, og udnytte sine evner – hvad end de er der eller ej, og derefter holde blikket fastlåst mod en usynlig mur, hvor ligegyldige gøremål er klistret op, som små noter der skal huskes. Klistret op med kontaktlim, som helst ikke skal kunne give efter for noget. Hvis det skulle ske at det løsner sig fra muren, som prøver at holde grebet stramt om de vilkår som er blevet givet én – for man er vel privilegeret – og falder støt mod asfalten, vil det give et øredøvende brag som kun kan høres af ejermanden. De omkringliggende omgivelser vil bevæge sig videre med lynets hast som om intet er sket og vil ikke ænse det. Blikket fastholdes på skriften på papiret, som ligger der helt nøgent på den glohede asfalt og teksten giver ekko i hovedet: ”Hvad er DIT mål?”. Det føles som evigheder, hvor ens puls rammer højdepunktet og kroppen sitrer.

Men tilbage er ingenting.

Gøremål - måske

  • Tæppebankning
  • Flæskehalsen peger på
  • Plukning af røde violer
  • Makulering af farlige emner
  • Observerer små dansemus
  • Købe nyindsmurte håndmadder


Årh, la' da vær'!